Monday, March 26, 2007



NEJ TIL VOLD! JA TIL ET UNGDOMSHUS!

Ærgerligt, at det kom så vidt, at vi nu for TREDIE gang i løbet af et halvt år, har oplevet Nørrebro hærget af voldelige optøjer og hærværk. Første gang i september sidste år, så d. 16. december 2006, endelig her sidst – og værst - i forbindelse med nedrivningen af Jagtvej 69. Vi kan kun takke politiet for en stor indsats. Det er et mirakel at ingen kom noget til.

Alligevel har det været en kæmpe belastning for mange mennesker i bydelen.
Utroligt at medierne ikke har interesseret sig mere for de mange naboer, der har levet med den daglige frygt og angst.
Heldigvis er mange så gået på gaden med løbesedler - og har taget afstand for volden.

Aktivisterne i Jagtvej 69 fik flere tilbud. Men de var afvisende hver gang. Ingen andre unge på Nørrebro har i de sidste 20 år været så privilegeret. Alligevel var der nogen omkring Jagtvej 69 der ville konfrontationen. Og de fik den desværre.
I øvrigt har Jagtvej 69 aldrig været brugernes. Huset var kommunens. Lige så lidt som den lokale folkeskole er forældrenes. Den er også kommunens. Det er en af de mange myter som har verseret.

En anden myte er at København ikke har noget ungdomshus. København har masser af tilbud til unge mennesker. Og vi arbejder hele tiden på at der bliver flere.

København har naturligvis også et selvstyrende ungdomshus. KRAFTWERKET i Valby giver de unge alle de muligheder, som brugerne omkring Jagtvej 69 efterlyste. Dog med to undtagelser. De unge i Valby lægger klar afstand til vold. Og så støtter man ikke politiske og religiøse projekter. Ellers lever man med total frihed.

Miljøet omkring Jagtvej 69 voksede ud af BZ bevægelsen. Derfra har mange taget traditionen for at udøve hærværk og vold med sig. Desværre.
Til de mange kreative unge mennesker der har haft deres gang i Jagtvej 69, er der kun at sige:
Kom nu videre! Og skil jer af med dem, der kun er interesseret i at slås i gaderne!

Af: Jan Andreasen, Medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokraterne


backup

0 Comments:

Post a Comment

<< Home