Kære Martin Stahl

Jeg har som resten af byens borgere de sidste dage fulgt situationen efter rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej meget tæt.

Som det også var tilfældet efter urolighederne den 16. december, er det skræmmende og oprørende at se København lægge gader til uromageres bål og brand. Uanset at de kun udgør en lille del af de mange, som har været på gaden de sidste dage, og uanset at spørgsmålet om et brugerstyret ungdomshus måske vil komme op igen på et senere tidspunkt, så er vores holdning klar. Vi vil under ingen omstændigheder forhandle med pistol for panden.

Det er sørgeligt, at vi er nået til, hvor vi er i dag, og at man i forhandlingsforløbet op til rydningen har haft nogle urealistiske forventninger til, hvad os politikere kan bidrage med. Men når det så er sagt, skal det i samme åndedrag tilføjes, at siden torsdag har det alene været en opgave for politiet at skabe ro. Vi skal ikke gå på kompromis med demokratiets spilleregler, og ikke under nogle omstændigheder skal vi anerkende, at man kan sætte sig ud over dem. Brosten og hærværk bidrager ikke til et konstruktivt forhandlingsklima – tværtimod.

Jeg har sammen med Det Radikale Venstre siden efteråret 2006 kommet med en del konstruktive løsninger, senest skolen ved Stevnsgade. Vi har dog med stor beklagelse konstateret, at de unge gang på gang har takket nej til vores forslag.

Ungdomshuset har alt andet lige været med til at give os en by med et bredt kultur- og ungdomsliv. Det handler selvfølgelig også om, at Ungdomshuset har integreret nogle af de unge, som det ellers er meget svært at integrere i de almindelige offentlige og foreningsmæssige rammer. Det er radikal politik i København, at vores hovedstad skal have et ungdomshus, men den mulighed synes pt. længere væk end nogensinde.

Med venlig hilsen

Klaus Bondam