Tuesday, December 12, 2006


UNGDOMSHUSETS FORVANDLING

Hvad er det dog der sker i disse dage på Ydre Nørrebro?
Jeg kommer cyklende forbi Ungdomshuset på Jagtvej, en lørdag formiddag i dejligt solskin. Og hvad ser jeg der? Huset er pakket ind som en flot julegave. Glade unge mennesker står på gaden og inviterer forbipasserende indenfor. Og foran huset hænger – så alle kan se det - et stort banner: ÅBENT HUS VELKOMMEN

I den seneste tid har det for resten også vrimlet med nye ansigter i gaderne - her i kvarteret. Folk som vi lokale aldrig har set før. Altså kun på tv. Hov der er en kendt forfatter - og èn til.De går også indenfor, de skal vist ind og læse op. Og ham domprovsten med alle de rigtige meninger. Fagbevægelsen og den pædagogiske verden er også repræsenteret, kan jeg se.Og så tv kameraer i lange baner.
Tænk at vi er blevet så interessante herude.
Men hør der et eller andet der ikke stemmer, med al den der gæstfrihed!Vi nørrebroere er da aldrig før blevet inviteret indenfor. Jeg husker det i hvertfald ikke. Tværtimod minder huset til hverdag mest af alt om en lukket fæstning. For resten husker jeg endnu den dag i sommer, da jeg havde handlet i Kvickly og ville skyde igennem den lille passage ved Ungdomshuset ned til Jagtvej. Det kunne jeg ikke, for den havde beboerne fra huset blokeret med en kæmpemæssig plade hvorpå der stod: SKRID!

Det provokerede mig faktisk en hel del.
Eller de unge mennesker fra Jægersborggade som jeg snakkede med for nylig, der ikke kunne komme indenfor til en fest i Ungdomshuset. De skulle også bare skride. For de var ikke en del af miljøet. Med den rigtige påklædning og det hele.

Eller den fuldstændig respektløse måde, man behandlede beboerne i området på, i forbindelse med den sidste K-Town fest. Bare spørg folk fra Julius Bloms Gade om det.
Og sådan kunne jeg blive ved.

Folk på Ydre Nørrebro er søde og tolerante mennesker, der er vant til skæve eksistenser og masser af mangfoldighed. At bydelen ikke er for sarte sjæle, kan man forvisse sig om ved at tage en tur rundt i gaderne.

I øvrigt har folk i kvarteret altid været positivt stemte overfor Ungdomshuset. Det er blevet betragtet som en spændende del af bydelens liv, med husets mange musiske –og kulturelle arrangementer. De unge mennesker har haft noget andet at byde på. Det har så at sige været en del af mangfoldigheden.

Men mangfoldigheden har også en bagside – har det vist sig, som desværre alt for mange romantikere, vælger at vende det blinde øje til. Kvarteret har store sociale problemer – og i de senere år har vi modtaget en stor del af den hashhandel der tidligere foregik på Christiania. Nu sker det i vores gader.

Det er mange ting på en gang!
Hvad Ungdomshuset angår, føler mange mennesker på Ydre Nørrebro, at de unge mennesker har misbrugt den tillid vi har haft til dem. Det er umuligt at indgå aftaler med dem. De fraskriver sig ethvert ansvar når deres arrangementer eksploderer i vold og hærværk. ”Det er altid folk der kommer udefra?” Siger de.Sådan er det gået år ud og år ind. Og det er de fleste herude blevet trætte af. Derfor er det også med stor forundring, at vi i disse dage følger det store mediecirkus der udspiller sig omkring Ungdomshuset. Det er dygtigt udført PR. Det må man sige.

Men hvad med os der bor her?
Fondsmedlemmer, kunstnere og mediefolk boltrer sig. Men de er jo også over alle bjerge, når det bliver hverdag igen!

Hvad med om Fonden Jagtvej 69 og alle de andre også begyndte at interessere sig for ’Naboerne på Nørrebro’?

Mvh

Jan Andreasen
Medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokraterne


backup

1 Comments:

At 11:58 AM, Anonymous Anonymous said...

Lokalavisen bragte i seneste nummer et læserbrev af Socialdemokratiets BR-medlem Jan Andreasen. Læserbrevet kritiserer både Ungdomshuset og dets støtter for at være hykleriske, og jeg har et par kommentarer til det.

Naboerne på Nørrebro har en løbende dialog med Ungdomshuset. Baggrunden for denne dialog er bl.a. vores kritik af at K-town-festivalen fylder for meget, at der ikke bliver ryddet op, og at vi som naboer ikke bliver informeret godt nok om Ungdomshusets arrangementer. Ungdomshuset havde forståelse for disse kritikpunkter, og der er allerede indgået aftaler som at løse disse problemer. Jan Andreasen kan sikkert finde andre ting ved Ungdomshuset at være sur over, men det er meget uheldigt at kritisere forhold som der allerede er ved at blive rettet op på. Det ville JA have vidst, hvis han tog naboernes arbejde alvorligt, og ikke blot forsøger at skabe sig et navn på konflikten. I værste fald er Jan Andreasens indlæg med til at optrappe konflikten, og det er det sidste vi har brug for i denne situation.

 

Post a Comment

<< Home