Tuesday, November 20, 2007

Kære Naboerne på Nørrebro


Tak for jeres mail med forslag til styregruppe.


Vi har gennem det sidste års tid været vidne til en helt uacceptabel adfærd på Nørrebro. Vold og hærværk er aldrig en gangbar vej til at opnå løsninger. Heller ikke når det gælder Ungdomshuset. Jeg kan godt forstå de mange beboere på Nørrebros frustration, hvor de har levet med vold og optøjer tæt inde på livet.


Politiet har gjort et flot stykke arbejde, hvor det er lykkedes dem at rydde Ungdomshuset fredeligt, og de har håndteret de efterfølgende demonstrationer professionelt. Jeg kan kun bakke op om den indsats, de har ydet.


København skal byde på en bred vifte af kulturelle tilbud til alle byens borgere. Men med den store gruppe demonstranter for et nyt ungdomshus tyder det på, at vi har fokuseret på at skabe tilbud til den brede skare og har overset en gruppe unge.


G13’s aktion den 6. oktober har vist, at der er en gruppe unge, som søger en dialog i stedet for at kaste brosten. Det vil jeg selvfølgelig gerne deltage i, og derfor har jeg rakt hånden ud, og indledt en dialog med de unge. Jeg håber, at vi nu kan koncentrere os om sammen at finde en løsning. Det vigtigste for mig er, at volden stoppes.


Der har været mange misforståelser i debatten om et nyt ungdomshus, bl.a. tror mange fejlagtigt, at kommunen kan forære et hus væk uden at føre tilsyn. Det kan vi ikke.

Statsforvaltningen har i et brev klargjort, hvilke rammer Københavns Kommune kan agere indenfor.


Hvis kommunen skal stille et hus til rådighed for de unge, er der nogle forudsætninger; - der skal være et flertal i Borgerrepræsentationen, - kommunen har ansvar for, at der føres tilsyn med aktiviteterne i huset og - kommunen har ansvaret for at fastlægge de konkrete rammer for tilsyn.


Det, vi arbejder på nu i dialogen med de unge, er at blive enige om en løsning, hvor kommunen kan opfylde sin tilsynsforpligtelse.


Med venlig hilsen


Ritt Bjerregaard


Search Marketing